La Morandina
Giulio Morando er den unge og kompromisløse figur bag dette lille domæne. Specialet er Moscato d'Asti af meget høj kvalitet, men stoltheden er de to forskellige Barbera d'Asti, Zuchetto og Varmat. Zuchetto er den letteste, da vinstokkene er meget unge og soleksponeringsforholdene mindre ideelle. I kælderen får Zuchetto knap så lang tid i gæringstanken og temperaturen holdes lav for at bevare den friske og meget typiske Barbera-aroma. Med Varmat er alt anderledes. Denne højtliggende vinmark (ca. en hektar) er perfekt soleksponeret (syd-sydvest-vendt) og desuden ret stejl. Det vigtigste kendetegn ligger imidlertid i vinstokkenes høje alder og den stenholdige og veldrænede jord.Gennemsnitsalderen på stokkene er ca. 50 år; flere er over hundrede år gamle. På grund af stokkenes lave ydelse og en manisk, grænsende til sindsyg beskæring og selektering var udbyttet i årgang 97 bevidst holdt nede på ca. 10-12 hl/ha! Det var for at yde årgangens perfekte sukkerkoncentration retfærdighed. Varmat ligger ca. halvandet år på nye franske egefade og aftappes ufiltreret. Det er muligt at Giacomo Bologna er Barberaens konge, men konger kan og skal i visse tilfælde afsættes. Giulio Morando laver vin efter denne verdens strammeste foreskrifter, noget som kun de mest dedikerede vinmagere har modet og viljen til.